| Notater |
- Elizabeth = "Lisbeth" og Ejnar Mikkelsen var søde mennesker.
Søsteren Metty og hendes mand Folmer Strange Sørensen var snobbede.
FT1921 Folmer er ansat hos Søren Hansen
FT1925 opslag 13 Øer 1b,20a,9 el.4c Folmer 3b
FT1930 opslag 20 Øer matrikel 19c
Gården på Øer hed Lærkelund.
Der findes et billede af Folmer og Metty på Ebeltoft Byarkiv: Journal 1911/2, billed b607.
Metty og Folmer har boet Overgade 40.
Kirkegaard a7r15nipi - findes ikke 2012
Vejviser 1967:
Folmer S. Sørensen Overgade 38, pensionist
Finn Strange Sørensen Overgade 38, mekaniker
Mit liv og levned gennem 85 år.
(af Folmer Strange Sørensen, Ebeltoft 1983) - se fil FolmerStrangeSørensen.txt.
Mit liv og levned gennem 85 år.
Skrevet af Klaus Strange, 23 November, 2007 - 17:59 1800 tallet | 1900 tallet | Arbejdsliv | Dagligliv | Danmark | Landbrug
Indhold
Skrevet rent af Ingemarie Larsen (tidligere Sørensen). Videregivet af barnebarn Klaus Strange Sandstrøm (tidligere Sørensen) …
Mit liv og levned gennem 85 år.
(af Folmer Strange Sørensen, Ebeltoft 1983)
Jeg er født d. 10. juni 1897 i Svendborg (på Fyn) nærmere betegnet Høje Bøgevej 31. Far (Mads Peter Sørensen) var på det tidspunkt malersvend (med ugeløn på 14 kr.) og stammede fra Sørup, hvor hans forældre Søren Madsen og Maren havde en gård. Oprindelig var farfar Ladefoged på Hvidkilde, arvede sin fars gård, drev den til han blev 79 år, solgte den, beholdt 1 tønde land, og byggede et rødstenshus, som de boede i til deres død. Farfar døde 15/4 1918, mæt af dage.
Mor var også født på en gård i Egense v. Svendborg. Forældrene hed Jens og Line Pedersen, og stammede fra Langeland. Morfar var en stor kraftig mand. Som barn var jeg ofte henne på gården. Han skød en flagermus, udstoppede den og gav mig den på min 4 års fødselsdag. Min søster Ragnhild og jeg kom i Gundersens Friskole, hvor vi gik til familien flyttede til Assens, hvor far fik stillingen som redaktør ved Socialen og søster og jeg fortsatte i kommuneskolen. Efterhånden blev vi flere, Gertrud, Kaj, Gunnar, Svend og Knud.
Da vi flyttede til Assens, var det pr. hestevogn. 1 vognmand kørte hele vores habengut derop, for 35 kr. 8 mil (= 56 km). Jeg fik lov at køre med på læsset, den øvrige familie med toget.
Så begyndte en ny tilværelse i Assens. Jeg faldt hurtigt til, havde en god barndom, sejlede, fiskede, samlede frimærker og insekter. Mor fortalte senere, at hun aldrig vidste, hvor jeg var henne. Jeg tilbragte den meste tid ved havnen, der var altid liv. Kom også meget på et savværk. Ejeren var sammen med far om en lystbåd, hans kone havde en købmandsforretning i Ladegaardsgade, hvor jeg gjorde mig nyttig, fyldte skuffer og tappede petroleum.
Jeg var på sommerferie på Langeland, hvor mors familie stammede fra, også i Svendborg ferierede jeg hos onkel Jørgen, der var vognmand. Inden min konfirmation (1911) var jeg cyklende til Sdr. Hornaa hos onkel Jakob. Også ferie på onkel Jørgens fødegård, der lå ved Svendborg Sund, en stor god gård, af det bedste fynske muld, med 3 skorstene. Jeg mindes, der var så frodigt både på mark og i have. Da havde de folk på gårdene, 3 karle, fodermester, 2 piger. Manden bestilte ikke noget. Gik pænt klædt og røg lang pibe. Der var en hage ved opholdet, jeg skulle ligge i pigekammeret, mellem to piger, deres egne døtre. Nu bagefter, tror jeg ikke, jeg mærkede dem, jeg sov sikkert, når de kom i seng, ligeledes når de stod op. Fra min barndom fortæller de, jeg kom ind en dag, de skulle ud og se, Vorherre stak det ene ben ned fra himmelen, har formentlig været en skypumpe.
En dag fik vi grønkålssuppe, Gunnar og jeg ku ikke li den. Far var striks, sendte os op på værelset ovenpå, med ordre til at spise op. Vi troede, vi var snu, hældte grønkålen ud af tagvinduet. Desværre havde vi ikke taget højde for, at værelset lå lige over fars kontor. Da han så grønkålen sejle forbi sit vindue, for han op på loftet, vi fik alle tiders endefuld.
Hjemme havde vi en kat, der blev aflægs. Far puttede den i en sæk, Gunnar og jeg skulle ned på havnen og drukne den. Vi græd hele vejen derned, så tog vi mod til os og kastede den langt ud over bolværket og skyndte os hjem. Der sad katten uden for døren, pjaskvåd og miavede, og far skældte ud, I er nogen kønne nogen til at drukne katte. Den har formodentlig revet hul på sækken, redet sig op ad bolværket og overhalet os på vejen hjem.
I Damgade boede vi på 1. sal, retirader (lokummer) nede i gården, når mine søskende skulle ned om aftenen, måtte jeg som den ældste ledsage, der var ingen lys dernede. En aften skulle jeg følge Gunnar, han kravlede op på brættet, jeg stod udenfor, i det samme vrælede en hankat, der sad på taget, noget så fælt, Gunnar sprang lige i hovedet på mig, så vi faldt ud i gården, og han for op af trapperne i en fart..
I besøg på landet hos onkel Jørgen, havde de en gedebuk. Mine fætre var sure på den, den ville stange dem. I middagsstunden besluttede de, at den skulle druknes, de havde en mose uden for gården, vi trak den derned, løftede den op, én bar forbenene, én bagbenene, og jeg skulle holde den for øjnene, og så gik vi ud i vandet, da vandet nåede os til knæene, snublede jeg over en sten, da gedebuken så vandet, sprællede han, så vi tabte ham, han sprang i land og reddede livet.
Da vi nu er ved vandet, mindes jeg, da jeg var på vej til Amerika i en saltbalje. Smeden boede ved gadekæret, baljen var stavraslet og lagt i vandet, smedens datter spurgte, om jeg ville med til Amerika, ja, sagde jeg, og vi gik ombord, hun stødte fra, og vi gled ud midt i kæret, og ku ikke komme ind igen, så gode råd var dyre. Smeden kom op af middagssøvnen, kikkede ud over kæret, og så os to forbaskede unger i karret. Han hentede et reb, og efter flere forsøg, fik vi hold i rebet, han trak os ind. Datteren fik en ordentlig endefuld, mens jeg gjorde mig usynlig.
Far var sejlsportsmand, vi havde mange dejlige ture i Lillebælt, når det var magvejr fik jeg overladt roret, mens de voksne spillede kort i kahytten. Mødte flere gange Kejser Wilhelm i hans store lystyacht. Var i Haderslev til sommermarked, desuden i Sønderborg, hvor der lå en tysk garnison med Pikkelhuer, som jeg var meget imponeret af, desuden besøgte vi Aaresund, Bågø, Brandsø, Torø og Wedellsborg m.m. Vi kom vidt om med en båd, et raskt liv for drenge. Gunnar og mig, en tur opad Haderslev Fjord 2 mil lang (14 km), var en oplevelse, heste, køer græssede på de grønne frodige enge.
Min barndoms gade hed Høje Bøgevej 31. Vi boede til leje hos et ældre ægtepar, Peter og Maren. Manden med et stort fuldskæg, var kusk på jernstøberiet i Svendborg, de havde en dejlig have med et lysthus overgroet med vedbend, hvor vi ofte sad om sommeren, ved petroleumslampens skær om aftenen, en egen hygge. Maren havde en gul kanariefugl i bur. De var ellers barnløse, så Ragnhild og jeg blev meget forkælet af dem. Ragnhild, mig, Gunnar og Kaj var født i det hus.
Morfars gård lå lidt længere ude ad Høje Bøgevej, hvor jeg tilbragte mange timer, det var der, jeg så Vorherre stikke et ben ned fra himmelen. Da morfar døde, var jeg med til begravelsen, og husker, der var én af hestene, der var meget urolig.
Efter hans død blev gården solgt. Hjemmet opløst, hvor mormor blev af, har jeg glemt. Mormors søster var gift med en savværksejer Christoffer i Brændeskov, hvor vi ofte var på besøg. Kaj var fast feriedreng i Brændeskov i flere år. Datteren Christine drev en landhandel samme sted. Christoffer led af astma, når han havde anfald hældte han et gult pulver i et bliklåg, satte en tændstik til, indåndede dampene, og anfaldet var ovre, en dreng på 5 år var imponeret.
Onkel Jørgen Juul boede i nærheden i noget, der hedder Pasop, et boelssted med 4-5 tønder land. Han var udlært tømrer og arbejdede hos en mester i Svendborg. I Pasop var jeg også tit og legede med mine jævnaldrende fætre. Onkel Jørgen skiftede tit opholdssted, har haft vognmandsforretning i flere ejendomme.
En ting jeg bed mærke i var en Hestegang, jeg aldrig har set mage til, den var som en omvendt paraply i stor størrelse, rundt langs kanten, for oven, gik en kæde, der fortsatte ind i laden til et drev og så videre til en primitiv tærskemaskine. Et andet minde fra Høje Bøgevej, der boede en ølkone, en brødkone og en sennepkone, hvor vi kunne købe de ting, de handlede med. Vi skulle selv have emballage med. Når vi hentede sennep, satte konen sig ned, med et rødt lerfad på knæene, hældte frøene i samt en jernkugle, satte fadet i roterende bevægelse, og på et øjeblik var der en kop sennep, primitivt.
Vi flyttede fra Svendborg til Assens i 1906, da far blev ansat som redaktør. Han kom i Landstinget 1938 og sad der i 2 perioder.
Jeg blev konfirmeret 1911, kom i min første plads på Melby Mejerigård hos Mads og Johanne, hvor jeg var i 2 år. Inden havde jeg byplads i en manufakturforretning, hvor jeg løb ærinder, bl.a. til systuer med kjoler, der sku ændres, ryddede op i butik, gik tur med en Lassiehund, fruens, som ejede forretningen, fejede gaden m.m. Så plads på Dvudgård i Ebberup i 2 år. En mønstergård i alt, solide bindingsværksbygninger, meget velholdt, grundmuret stuehus med glaseret tegltag. Her lærte jeg orden i alt arbejde. 5 spand arbejdsheste, 1 spand køreheste, 30 køer, ungkreaturer og svin. Dengang havde man ikke elektrisk hegn, alle dyrene stod tøjret på marken om sommeren. Fodermesteren måtte vande og malke køerne i marken. De kom ikke på stald før efteråret, den sidste måned med dækken på. Mandskab 3 karle, 2 piger og gift fodermester, desuden hørte 2 arbejderhuse til gården. Mændene skulle møde til arbejde på gårdene i roer og høst. De bagte brød, bryggede øl samt most til gårdens forbrug, vi fik 2 snapse til maden, formiddag og eftermiddag og holdt først fyraften kl. 7 (19).
Her var jeg, da 1. Verdenskrig udbrød i 1914. Da ændrede meget sig, bl.a. faldt den daglige snaps væk, der kom skat på, inden kostede en trepægler 27 øre. Da jeg var 16 år, fik jeg et sæt tøj syet hos en skrædder på landet for 35 kr.
Så flyttede jeg til Kr. Hansen Vandledgård i Sønderby, der var bl.a. 46 tønder land med sukkerroer, avledes 1200 tønder korn, mange grise og kreaturer, samt 3 spand heste. Kornet blev damptærsket på marken, et stort arbejde med alle de sukkerroer, det var jo håndarbejde. Desuden havde vi præstegårdsjorden i forpagtning, samt kørsel for provsten, der var ingen biler dengang.
Så til det historiske Øksneberg, jeg kom til møller og gårdejer A.P. Andersen til november. Der kørtes mølletur. Møllekuskene kørte ud til gårdene og hentede kornet, møllesvenden malede det, og så gik det retur til gårdene, det var inden el og motorer dukkede op. Ellers blev der drevet et almindeligt landbrug. Ejeren var handelsuddannet, så det var en blandet landhandel, et rart sted at være.
Siden kom jeg til Fjeldsted Skovgaard på Nordfyn hos Niels L. Jensen, hvor jeg var et år. Kom d. 1. marts (var lige permitteret fra militæret). Kørte derop med toget i et forrygende snevejr. Toget kørte fast i sneen, heldigvis var det omtrent ud for den landsby, jeg sku til, så jeg hoppede af og gik derover, og kastede sne de første 6 uger. Flinke folk, der var nygifte. Konen var datter af en godsforpagter. Manden havde været forvalter, nærmeste barn faderen havde købt gården til ham, så det gik stiligt til, med hvide servietter på bordet. Der var ikke meget landmand i ham, så det var faktisk mig, der drev gården, det blev påskønnet, jeg havde familiær status.
Senere flyttede jeg til Gudme på Sydfyn hos J. Jørgensen, flinke folk, jeg havde det godt. Jeg husker den sommer, som meget regnfuld, vi høstede det meste korn med le, lerjorden kunne ikke bære selvbinderen. En anden ting jeg husker derfra, vi fik brase-kartofler hver formiddag kl. 9, det ville Johanne have. Der var en tjenestedreng, hvis forældre boede ved en å, begge forældre arbejdede. Konen spurgte drengen, hvordan kan I da passe den lille, så han ikke falder i vandet?. Det er let nok, vi sætter ham under et kar, så kan jo ikke få luft, jo vi lægger en mursten under karret.
Så fik jeg plads som bestyrer hos Poul Johansens Enke ved Svendborg. Det kuriøse her var, at min far og mor havde tjent her som 14 årige, hvad der bevirkede, at jeg fik pladsen frem for 5-6 stykker, der var ældre end mig. Hun stak mig tegnebogen med 2.000 kr. og sagde, at nu måtte jeg sørge for økonomien og driften af gården. Når vi spiste, blev jeg sat for bordenden, med pude på stolen og skammel under, så hun gjorde stads af mig. Hun førte en del selskabelighed, jeg tror vi var til 4 pølsegilder, jeg måtte køre for hende, når hun skulle ud, og jeg spillede kort med de gamle knarke, jeg tabte, til jeg fik lidt øvelse, men det går på driften, sagde hun, du skal ikke have tab af at køre med mig. Hun var om ved de 50. Da Metty besøgte mig, blev tonen en tak køligere, gud ved om hun troede, jeg skulle blive evigt?
Siden var jeg på en gård i Norge hos Gustav Brandsvud, i Vittingfos, S…stad. Deltog i alt forefaldende arbejde, samt træfældning i hans store skove (60 tdr. land), der hørte sæter til, hvor vi var oppe hver 14. dag og save brænde til sæterhytten, det tog 1½ time at gå derop. Pigen passede køerne, malkede og lavede ost og smør og var mutters alene deroppe. Det skulle man byde en dansk pige! Køerne gik løse i skovene på fjeldet. Førerkoen havde en bjælde om halsen, så kujenten kunne høre, hvor flokken var, ved aftenstid gik hun op på en klippe og kaldte dem hjem ved at synge et vers, som de forstod, et kvarter efter kom hele flokken sindigt vandrende ned ad klippen og gik ind i stalden på deres plads, hvor der var lagt kraftfoder i krybben, salt og grutning, pigen klarede dem, malkningen ku begynde. Var med ejeren på elgjagt. Han skød en stor elg, så var der kød til hele vinteren.
Norge var en interessant oplevelse, en storslået natur, barsk men betagende. Man føler sig lille overfor de store fjelde, skove og brusende vandfald, landet er så rigt på. En kammerat og jeg rejste rundt deroppe i 8 dage, var i Oslo, Bergen, Tronhjem og det store saltpeterværk. Hen på efteråret da sneen kom, blev det mig for koldt, jeg vendte næsen mod syd og landede på Mols i Skovgårde hos Søren Hansen, hvor jeg forelskede mig i en af hans døtre, der hed Metty, blev et år. Min rejselyst var ikke ovre, en dag pakkede jeg randselen og tog til Sjælland som bestyrer hos en dyrlæge, Roerstorff i Kirke Hyllinge, Nordsjælland, hvor han havde en god fed gård med fuld besætning. Han var teoretiker og jeg praktiker, så vi var ikke altid enige. Han havde en åben Mercedes bil med karbid lygter, som næsten aldrig var i orden, når han skulle i praksis om natten, ville skidtet ikke lyse, så det endte med at jeg måtte spænde Frederiksborgerne for og køre for ham. Gården lå på den ene side af vejen, villaen på den anden. Vi, folkene, boede i stuehuset, gift fodermester, 2 karle og mig, vi tre spiste ovre i villaen.
Hver 14. dag kørte jeg til Frederiksværk med Frederiksborgerne spændt for og én af dyrlægens pelsegrå for at proviantere, både til husholdningen og til gårdens forbrug, flot kørende med seletøj med messingbeslag. Det var en tur på 3 mil (= 21 km), jeg skulle spænde fra i købmandsgården, hestene skulle hvile i 1½ time inden hjemturen, jeg gik på hotel og spiste dagens middag, efter ordre, dyrlægen betalte.
Efteråret 1919 var jeg på Dalum Landbrugsskole, under Madsen Mygdal, det var interessant at sidde på skolebænken igen, i en moden alder, ku bedre forstå opgaverne. Kemi kneb det med, men min svoger Valdemar hjalp mig, så jeg kunne få det ind i knolden. De mere jordnære ting gik lettere med, regnskab, landmåling m.m. Jeg fik da også et pænt afgangsbevis. Et par nonner fra Belgien fulgte undervisningen, de ejede et gods. Forstanderen havde et gods på Sydfyn, hvor vi var nede af og til og se bedriften.
Efteråret 1916 blev jeg indkaldt til militæret i Odense ved 5. bataljon, som rekrut, så nu kom jeg i krigslære, blev flyttet til Nyborg, Knudshoved, indkvarteret flere steder i landsbyerne.
Da jeg lå i Nyborg (Vester Voldgade 46), hvor militæret havde færgevagten, kom der af og til en sending guld 20 millioner fra Tyskland, vi solgte meget til dem under første Verdenskrig. De måtte ikke gå over Storebælt om natten. Banevognen blev rangeret ud på et sidespor, hvor soldater stod vagt, over den dengang store sum. Færgevagten om natten var en kold omgang, når vi gik langs færgerne, og der var lys i kabyssen, hang vi feltflasken på enden af bajonetten, stak den ind af koøjet og fik den ud fuld af varm kaffe, hvis det var en rar kok, der havde lidt tilovers for en soldat.
Knudshoved, nuværende færgehavn, dengang belagt med artilleri under kaptajn Bardenfleth, adelig militærtosset. Mit kompagni var forlagt der i 4 måneder under meget primitive former, træbarakker uden el og varme. Omtalte Bardenfleth degraderet, hans sabel fornaglet, sat uden for nummer, da 1. Verdenskrig kom, meldte han sig frivillig, og blev antaget uvis hvilken årsag, han havde nemlig i fuldskab hugget øret af sin oppasser. Kaptajnen boede på 1. sal. Oppasseren skulle hjælpe ham op ad trapperne, trække de lange støvler af ham. Under en sådan manøvre røg kaptajnen på gulvet. Han blev rasende, trak sabelen og huggede efter soldaten, og det ene øre røg af. Kaptajnen fik 3. ugers fæstningsarrest, men som sagt de tog ham igen, da krigen kom. Dyrlæge Schmidt i Ebeltoft havde ligget inde ved hans batteri, så vi fik tit en snak om Bardenfleth, når han kom hos os på Øer.
Knudshoved lå 5 km fra Nyborg. Når vi om natten kom hjem fra orlov, måtte vi gå den lange vej. Kaptajnen tog ind til Nyborg om aftenen, og turede på hotellerne. Når han skulle hjem om natten, blev han hentet i en stor fjedervogn af militæret med heste for. En nat var vi en halv snes soldater på vej hjem, da hans befordring overhalede os, han kommanderede holdt! Artillerister stig op men ikke infanterister, de blåbenede sataner ville han ikke ha i sin vogn. Infanteriet havde mørkeblå jakker og lyseblå benklæder. Ellers holdt han en tale til vort kompagni, da vi arriverede, remsede vagtordningen op, og sagde bl.a. Den kugle der kan ramme mig er ikke støbt endnu. Han deltog i Boerkrigen uden at blive såret.
Efter 4 måneder på Knudshoved blev vi flyttet til Odense igen, her kom jeg i et skydekommando, der skulle afgive salut over gravene, når en soldat var død. Den spanske syge var nået til Danmark. Jeg var med til 24 begravelser. En deling på 16 mand skød 3 salver over gravene, når præsten var færdig, det var militær honnør.
Senere fik jeg ordre til at møde på kontoret til en regne- og skriveprøve, som jeg bestod. Så blev jeg ordonnans og bataljonsskriver. Jeg cyklede rundt i Odense med Depechemappen (telegram- eller brevvekslingsmappen), og sad ellers på kontor og skrev. Den gang var kontorarbejde manuelt. Her sad jeg i 1½ år.
Inden da havde jeg været oppasser for tre tyske officerer. Vi havde 120 tyskere som fanger, fra tre torpedobåde, der blev drevet ind på Vestkysten af englænderne og forliste. De 120 mand var reddede herfra. Trods fanger havde officerer visse rettigheder, bl.a. en oppasser. Jeg holdt værelser, serverede maden, der kom op fra militærkøkkenet. Jeg tog et par gode lunser fra til mig selv, inden jeg bar ind til tyskerne. De var nu meget flinke. Om formiddagen gik de med skægbind på, a la Kejser Wilhelm, om eftermiddagen promenerede de på strøget. Efter først at have sat deres navn hos vagtkommandøren, så havde de afgivet æresord om ikke at spæne.
I 1925 rejste jeg til Skovgårde igen, hvor jeg slog rod, blev gift, og købte gården Lærkelund på Øer med tilliggende 74 tønder land, 4 tønder land skov, fuldt besat for 30.000 kr. Overtagelse 1. nov. 1925. Jeg havde 2.000 kr., det var et vovespil. Hvor turde vi, men håbet er som bekendt lysegrønt. Overretssagfører Eikens, som skrev papirerne, sagde den klarer De aldrig unge mand. En køn trøst.
Der var 3 heste, 8 køer, 7 ungkreaturer, 10 grise, 1 hønseflot + redskaber. Drivkraft (hestegang) primitivt. Jeg såede alt korn, frø og kunstgødning med hånden de første år. Nå, vi tog fat Metty og jeg + 1 dreng og 1 pige, som fulgte med i handelen. Vi bjergede høsten, roerne og samlede 1½ land kartofler. Nu havde vi fået foden under eget bord, og skulle prøve kræfter med de store, lidet gunstige arealer, og der blev brug for dem. Der blev eksperimenteret med nye afgrøder, majs, solsikker, marvkål m.m. (Jeg havde vel nok været på Landbrugsskole). Men boniteten var for ringe, så vi vendte tilbage til det gængse, rug, lupiner, roer, spergel, sevadel på sandmarker, byg, havre, runkelroer på den gode jord. Skoven gav til gårdens forbrug af brændsel og gavntræ. Desuden solgte vi kævler, når vi manglede penge, som det kneb med i sidste halvdel af fyrrene. (Bistandskontorerne var ikke opfundet på den tid).
Men vi sled ud af karsken bælg og fik rettet skuden op. Det begyndte at gå fremad, så småt, særlig efter vi fik merglet og begyndte med kunstgødning, det satte liv i væksterne, vi avlede bedre, og den dyriske produktion steg, vi fik råd til at leve bedre.
Jeg var stærk (uden at prale) og følte ikke sliddet så stærkt, som Metty måske gjorde. Af de mange pladser jeg havde haft, tør man formode, at jeg havde tilegnet mig lidt hist og her, som kunne bruges i egen bedrift. Det lykkedes også, så vi gjorde Eikens ord til skamme. Vi hang ved i 37 år..
Da børnene voksede til, hjalp de, hvor de kunne, altid villige, og med et glad sind. For mig at se havde vi det godt, trods slæbet. Vi var på en måde vor egen lykkes smed, som det så kønt hedder. En meget økonomisk kone havde jeg, der var indstillet på at skabe et godt og hyggeligt hjem for familien, hjalp til over alt, kalke og male, passe haven og greje rollingerne, der kom uanmeldt.
Da jeg kom ind i det offentlige, var jeg ofte til møder, men Metty sørgede for at det hele fungerede.
Jeg blev valgt ind i forskellige bestyrel
- FT1921 RandersAmt,MolsHerred,EbeltoftLanddistrikt, EbeltoftSkovgaarde,matrikel 1a,opslag 17.
Søren Hansen med hustru Katrine og børnene Metty, Anna, Erik og Karl.
3 tjenestefolk, deriblandt Folmer Strange Sørensen, der er Metty's kommende mand..
Niels Peter med hustru Madsine Marie bor i en aftægtsbolig på matriklen.
- FT1925 RandersdAmt,MolsHerred,EbeltoftLanddistrikt,Øer, Lærkelund, opslag 13.
Folmer med hustru Metty og Mettys lillebroder som tjenestekarl.
- FT1930 RandersdAmt,MolsHerred,EbeltoftLanddistrikt,Øer, Lærkelund, opslag 20.
Folmer med hustru Metty og børnene Ninna og Ragnhild.
|
Familien Terps historie
1897 - 1991 (94 år)