| Notater |
- 1787/1788
Hun er nævnt i skiftet efter faderen Hans Hansen Krog i 1787/88. Hun var da gift med Rasmus Boesen i Skalsby. Der blev meldt arveafkald for hende.
- 1801
Hun er nævnt i skiftet efter moderen Marie Rasmusdatter i 1801. Hun var da gift med Rasmus Boesen i Skalsby.
- D-1831
"30, - 30te Octobr - 1ste November - Maren Hansdatter - Gaardmand Rasmus Boesens Enke af Skalsbye - 67" Anmærkning: "O" (skiftet under Oremandsgård).
Generel Anmærkning i Kirkebogen, Mern sogn, døde 1831: "De fleste af dem, som ere döde siden 19d August ere døde af en Epidemie, som Lægerne kaldte febris cholerica, som var en Art Dysenterie eller Kholera og har foraarsaget den store Mortalitet i de sidste Maaneder af Aaret 1831." - Der døde 43 af kvindekøn i Mern sogn 1831 og 49 af mandskøn; heraf 42 fra slutningen af august.
I nabosognet Allerslev er skrevet under døde kvinder, side 215 i kirkebogen: "Alle fra 17 August og til Aarets Udlöb vare Dödens Offer formedelst den almindeligen herskende galdeagtige Nervefeber og dennes efterladte svæggende Feberfölger"
- 1893
Fra Danske Sagn, som de har lydt i folkemunde. Samlet af Evald Tang Kristensen, anden afdeling - Ellefolk, Nisser o.s.v. Religiøse Sagn. Lys og varsler.1893
83. I Mern sogn er der to gårde, som kaldes Skalsbygårdene. Den ene beboedes for en halvtredsindstyve år siden af Rasmus Bosens enke. Hun havde den i livsfæste og havde en søn, Peder Rasmussen, der bestyrede gården. Hver gang de skulde bage, skulde de ind i skoven og stjæle brænde til bagningen. På den tid tjente en pige i gården, som hed Bodil, og hun skulde hjælpe til med det. Skoven kaldtes Jens Boes Kohave. Sønnen og karlen skulde bjærge brændet. Den ene skulde skjære det ned, og den anden slæbe det ud, og imidlertid skulde pigen gå og se efter, at skovfogden ikke skulde komme. En gang var de atter ude på fangst, og de blev færdige med deres, men da de nu skulde se efter pigen, var hun forsvunden. Peder Rasmussen kaldte ad hende, men fik intet svar, og de var nu bange for, at hun var gået vild. Så råbte han igjen, og da måtte hun til at svare, men det var fra en helt anden kant af skoven. De fik hende så fundet, men da var hun helt forstyrret i hovedet. Hun vilde ikke med hjem og sagde, at hun skulde hen i Langemose til bal, så de måtte tage hende med magt og slæbe hende hjem. Hun kom i seng, og de kunde nok forstå, hvad der var ved det med hende, hvorfor de fik hentet en kone, der kunde støbe bly over hende, og så blev hun da rask igjen. Så længe hun levede, kunde hun godt huske, hvad hun havde set, og fortalte det. Da hun gik der inde og lyttede, syntes hun, at det på én gang blev så underlig lyst omkring hende, og så kom der to små drenge og tog fat i hver sin hånd af hende. De fortalte, at de boede der ude i Langemose, og den ene hed Svip, og den anden hed Gloøje. De bad hende så meget om at komme ud og dandse med dem, for ellefolkene skulde have bal der ude i ellemosen om natten. Hun fulgte så med dem fra Langemose op til en anden mose, der kaldes Karen Bondes mose, og var så svært glad ved at gå og tale med dem. Da var det, hun hørte, Peder Rasmussen kaldte ad hende. Første gang vilde hun ikke svare, da hun nødig vilde skilles fra drengene, men da han kaldte anden gang, syntes hun ikke, hun kunde lade det være, men aldrig så snart hun havde svaret, var drengene væk, og al ting var så bælmørkt om hende, at hun ikke kunde finde vej eller sti, men så kom karlene da og fandt hende.
H. P. Nielsen, Sejling.
|
Familien Terps historie
1766 - 1831 (65 år)