| Notater |
- F-1912 Kirkebog FrederikshavnSogn KMB 1909-1916, opslag 58, s.57
- FT1916 HjørringAmt,Frederikshavn,Højersgade 6, matrikel 427, opslag 29-30
Andreas med hustru Ana sønnerne Christian Otto og Otto.
- FT1921 HjørringAmt,Frederikshavn,Kallsgade 5, matrikel 236a, opslag 3
Andreas med hustru Ana sønnerne Christian Otto, Otto og Hans Martin.
- Historie:
Ved Otto's dåb bor de Højersgade 6, Frederikshavn
Ved Karin Thereses dåb står at Otto og Gerda er blevet gift på
Aarhus Rådhus 12.januar 1946.?
Barnebarn Jacob Terp's læserbrev i anledning af morfars 100 års-fødselsdag:
LÆSERBREVE 25.01.2012 kl. 03:01
Tillykke morfar
AF JAKOB TERP, CAND.SCIENT.POL., CHR. WÆRUMSGADE 15, AARHUS C
100 år: Otto Bjerrum, revisor, medstifter af Aarhus Studenter Roklub, selskabsmenneske og meget, meget mere.
At fylde 100 år er trods den hastige udvikling i levealderen stadig noget af en bedrift. Og når man samtidig har haft et begivenhedsrigt og spændende liv, gør det kun fortællingen endnu mere interessant.
I dag er det 100 år siden, at min morfar, Otto Bjerrum, blev født i Frederikshavn. Det var i de sidste år, inden verden gik af lave, som man så ofte siger om udbruddet af Første Verdenskrig og afslutningen på den verdensorden, hvor de europæiske stormagter styrede den globale udvikling.
Således er min morfars hundredårige liv et studie i den næsten uforståelige udvikling verden har gennemgået, såvel teknologisk som politisk, i denne periode.
Min oldefar opbyggede fra bunden en maskinfabrik i Frederikshavn. Flid og ambitioner var således baggrunden for, at min morfar og hans to brødre blev holdt til bogen. I en erindringsbog beskriver morfar, hvordan han dagligt tog toget fra Frederikshavn til Hjørring for at gå på gymnasiet. Herefter læretiden i Roskilde og stillingen i Finansministeriet, hvor en grundlæggende mistro over for arbejdsmoralen i den offentlige sektor blev grundlagt.
»Vi brugte stort set tiden på at kysse med kontorpigerne nede i arkiverne,« beretter han med et glimt i øjet. Han sigtede mod det private, og i begyndelsen af 1940'erne blev han en af landets første statsautoriserede revisorer.
Fintmasket netværk
Gennem etablering af eget revisionsfirma i Aarhus - som også dengang stavedes uden bolle-å - opbyggede min morfar et fintmasket netværk til virksomhedsledere og andre af datidens betydningsfulde personer i det aarhusianske forretningsliv. Byen var ikke meget større, end Randers er i dag, og man vidste i det store hele, hvem hinanden var.
Han var blandt de første danske erhvervsfolk, der tog på studietur i USA efter krigen, og i 1950'erne var han udsendt af FN som økonomisk rådgiver i Asien.
Ud over en flot erhvervskarriere i den spændende tid, da Aarhus udviklede sig til at blive verdens mindste storby, var der også tid til at dyrke roningen, som var morfars store lidenskab. Foruden dosering af torskelever og anden livseliksir, som hans omsorgsfulde hustru, vores allestedsværende og højt respekterede Aase trakterer ham med, har jeg roningen mistænkt for at være hemmeligheden bag den forbløffende fysiske form, som min morfar bevarede langt op i halvfemserne. Han var 96 år, da jeg første gang så ham bruge en stok.
Han var hovedmanden bag grundlæggelsen af Aarhus Studenter Roklub, og det lykkedes ham at få kronprinsen, den senere kong Frederik IX, til at påtage sig hvervet som protektor. Det grundlagde jævnlige kontakter til den joviale konge, hvis sans for selskabelighed vi i årtier har prøvet at få vores gamle morfar til at løfte sløret for.
Men som kongetro æresmand har han pure nægtet at løfte så meget som en flig af, om rygterne om nogle gevaldige soldeture i det aarhusianske natteliv var sande - eller netop blot rygter. Men mine morforældre var ofte til selskab på Amalienborg, og endnu har jeg det falmede avisudklip fra 1951, hvor Politiken beundrer min mormors kjole - som hun efter eget udsagn syede af et stykke gardinstof, der oprindeligt var tiltænkt deres nybyggede lejlighed i Klintegaarden.
Netop i hjemmet i Klintegaarden udfoldedes op gennem 1950erne et rigt selskabsliv. Således er jeg i dag den heldige indehaver af det hvide flygel, som Victor Borge, Otto Leisner og andre af tidens celebrities spillede på, når der efter diverse arrangementer på Aarhus Teater var afterparty i morfars lejlighed med den enestående udsigt fra 4. sal i Klintegaarden.
Ivrig skribent
Han var ivrig skribent i de lokale aviser, udgav bøger om husmødrenes trængsler i efterkrigsøkonomien, bl.a. Spar som Sport, et motto, som vi havde stor morskab af i mit eget barndomshjem. Min mor havde ingenlunde arvet sin fars sans for budgetlægning. Han havde i en periode sin faste radioklumme, hvor han som i den skrevne presse gav gode råd til husmødrene. Fra 1970'erne og indtil han som 90-årig besluttede at trække sig fra sine sidste bestyrelses- og tillidsposter, skrev han en lang række kronikker og debatindlæg her i JP.
Men morfars hundredårige liv er ikke kun interessant pga. hans mange gerninger og fortjenester. Hans liv er også spændende, fordi det for børnebørnene, som voksede op på 1970'ernes kulturelle slagmark, afspejler de enorme forandringer, der kulturelt, politisk og i menneskers måde at være sammen på er sket siden midten af forrige århundrede.
Morfar var og er en vaskeægte patriark, old-school konservativ med klassiske nationalkonservative dyder: Gud, Konge og Fædreland. En (næsten) evigt loyal kernevælger, hvis eksistens Det Konservative Folkepartis ledelse i dag må begræde, at der kun er ganske få tilbage af.
Ved morfars middags- og frokostselskaber - og her kom man, når man blev inviteret - blev jeg som en af de måske sidste i min generation begavet med oplevelsen af dette nu uddøde patriarkalske familiemønster. Morfar underholdt og regerede fra bordenden, uddelte taletid til de tre døtre og de dertilhørende svigersønner, og med en knivskarp ironi og sarkasme blev der læst og påskrevet. Altid med kærlighed og omsorg, men hammeren faldt prompte, hvis der blev ytret politiske holdninger som lå uden for det konservative manifest. Døtrene var opdraget til at stemme konservativt, men for os børnebørn var det sværere at leve op til forventningerne.
Repræsenterede en kultur
I bagklogskabens klare lys reflekterer jeg ofte over, at selv om mange elementer i morfars tid ikke længere er gangbare, repræsenterer han en kultur. En tid og nogle livsværdier, hvor mennesket faktisk satte en ære i at have værdier. Og en tid, hvor det at tage ansvar for eget liv og egen opførsel ikke var til diskussion.
Med morfars generation mister vi historiens bindeled til de sidste beskedne mennesker i den universelle, skandinaviske velfærdsstat. Det er lidt vemodigt, særligt når vi ved, hvad der venter - en egenrådig, grådig og plejekrævende 68-generation. Se her er noget, morfar og jeg kan blive enige om, også selv om jeg aldrig stemmer til højre for Socialdemokraterne!
Ved det seneste folketingsvalg stemte Morfar for første gang i sit 99-årige liv ikke konservativt. Partiet svigtede de reformer, der skulle styrke Danmark i globaliseringen.
Jeg tillader mig i dagens anledning at overfortolke symbolikken, og jeg ser morfars kryds som et udtryk for, at vi langsomt, men sikkert tager afsked med dem, der bar værdierne og kulturen i nationalstatens tidsalder. Vi har stadig minderne: Dannebrog og dronningen, men fremtiden tilhører, som morfar så åndsfriskt ser, de globale udfordringer.
Jeg er stolt over, at jeg har en 100-årig morfar så klarsynet, at han stemmer på virkeligheden og fremtiden.
Tillykke til dig, kære morfar, og tak for det du og din generation lærte os.
|
Familien Terps historie
1912 - 2014 (102 år)